DR har sikkert intet lært af kryolitfadæsen – måske en dokumentar om DRs omsætning de seneste 100 år kan hjælpe

Midt i den berettigede storm på Danmarks Radios dokumentar »Grønlands hvide guld« er det trods alt værd at stoppe op, når DR trods alt anerkender kritik. Det har statsmediet aldrig været så gode til. Og det er heller ikke lydhørhed, som har præget DRs eller dokumentaristernes reaktion på den sønderlemmende kritik af at kaste uvederhæftige tal for Danmarks økonomiske gevinst af kryolitudvindingen mellem 1854 og 1990 ind i den grønlandske valgkamp. Derfor respekt for, at DR-nyhedsdirektør Sandy French lægger sig ned og erkender, at DR ikke er lykkedes med deres ambitionen om at skabe »en god og lødig debat med flere nuancer om den historiske relation mellem Danmark og Grønland«, siger French og tilføjer: »I stedet for er det primært blevet DR, der er blevet omdrejningspunktet for debatten. Derfor må vi konstatere, at vi ikke er lykkedes med det, vi har sat os for. Det er jeg virkelig ærgerlig over og ked af,« siger Sandy French til Berlingske. Det kan jeg godt forstå. Lad os derfor blive i det konstruktive spor og hjælpe DR med at forebygge, at den slags sker i fremtiden. #1. Lad være med at regne baglæns DR er fanget med fingrene i kagedåsen. Alle, der har set »Grønlands hvide guld«, kan se, at arbejdet med at finde tallet 400 milliarder kroner er en hovedmotor i hele udsendelsens dramaturgi. Man må ikke udsætte sig for det tåkrummende, plagsomme og pinagtige at blive undsagt af sine kilder, når først man har bragt sin historie eller fortælling, som det sker for historikeren Naja Graugaard og hendes researchassistent Marie-Louise Skov Nielsen. Graugaard skal forestille sig at være forskningsbaseret. »Jeg har trods alt prøvet en del interview, og jeg fornemmede klart, at jeg ikke leverede det, som dokumentarholdet ønskede,« siger professor i økonomi, tidligere overvismand og formanden Grønlands økonomiske råd, Torben M. Andersen, i dag. Det er tillige kommet frem, at han flere gange har advaret DR om at bruge tallene, som de endte med at gøre. Professor emeritus i økonomi Martin Paldam, der blandt andet har forsket i Grønlands økonomi, skriver i Jyllands-Posten, at han har oplevet det samme: »Da jeg begyndte at forklare tingenes sammenhæng, havde det ingen interesse, og intet af det, jeg sagde, blev bragt. Det var tydeligt, at projektet havde en anden dagsorden. Hertil havde man brug for en (ukendt) indisk imperialisme-teoretiker, der aldrig havde beskæftiget sig med Grønland,« skriver han i Jyllands-Posten. #2. Arbejdsmarked og værdiskabelse er den økonomiske journalistiks svar på Mellemøsten Der er noget smukt ved at forsøge at sammensatte en gigantisk problemstilling i et enkelt tal. Det er også modigt. Det er sært, at folkene bag »Grønlands hvide guld« ikke tænkte over, at det lige præcis er Torben M. Andersens spidskompetence. Da han var formand for Velfærdskommissionen for 20 år siden, sammenfattede han udfordringen for velfærdssamfundet i ét tal – nemlig hvor meget arbejdsudbuddet skulle stige for at gøre dansk økonomi holdbar. I Velfærdsaftalen fra 2006 leverede politikerne et løft i arbejdsudbuddet på 125.000 i 2040. Man skal være meget, meget dygtig for at kunne og turde det. I journalistik er der et par gode leveregler om at benytte tal. Den ene er altid at huske, at mange økonomiske sammenhænge er så indviklede, at man skal være yderst forsigtig. Min egen regel har hidtil været altid at huske på, at arbejdsmarkedspolitik er erhvervsjournalistikkens svar på Mellemøsten. Alt, hvad er hvidt, kan være sort – og omvendt. Jeg ved nu efter at have studeret debatten om »Grønlands hvide guld«, at det også gælder indsigten i et samfunds værdiskabelse. Den anden regel – som jeg i min tid på Børsen døbte »Anders Krab-reglen« – er enkel. Hvis du sidder i valget mellem to tal, så tag altid det laveste. Det giver færre problemer. Tænk, hvis nu folkene bag dokumentaren havde brugt overskuddet i Kryolitselskabet i stedet for omsætningen til at fortælle deres historie, så ville vi måske have undgået dramaet om tallene og fået en nuanceret debat. #3. Lad være med at sætte nogen til noget, hvis de er alt for forudindtagede Naja Graugaards egen familiehistorie og hendes besøg i Arsuk og i minebyen Ivittuut er sådan set en fascinerende del af »Grønlands hvide guld«. Kæden hopper af i 48. minut af dokumentaren, da Danmarks gevinst på 400 milliarder kroner bliver et budskab, som Naja Graugaard skal sprede i Grønland og verden. Lige her er det ikke længere en tv-dokumentar, men journalistik. Det er et lavpunkt i dokumentaren at høre Naja Graugaard sige ja og ja, mens den tidligere landsstyreformand Lars-Emil Johansen fejlagtigt fortolker de 400 milliarder kroner som et udtryk for, hvad Danmark har tjent på kryolitten, og samtidig holde det pilskæve tal op mod Danmarks bloktilskud til Grønland. I udsendelsen slår Torben M. Andersen kort og godt fast, at man slet ikke kan sammenligne bruttotallet omsætning med nettotallet bloktilskud. Naja Graugaards egen forudindtagethed i forhold til Danmark og rigsfællesskabet skulle være deklareret, når hun eksempelvis allerede i 2023 til mediet knr.gl på forhånd har fældet dom i spiralsagen i Grønland: »(…) vi bør begynde at betragte de her systematiske spiralovergreb mod grønlandske kvinder som i kategorien af et folkemord,« har Naja Graugaard sagt, før der foreligger en officiel undersøgelse. Det er friskt at lade Naja Graugaard fortolke den økonomiske indsigt i, hvad nogle gamle regnskabstal siger om noget helst – og om tallene er store eller små. Det er heller ikke smart, når Graugaard mødt med kritik fra landets bedste økonomer kalder sin kritikere for nogen, der ikke forstår noget af noget. #4. Her er, hvad DR så slet ikke skal gøre Indsigten herfra er derfor, at DR belært af indsigterne ovenfor ikke skal søsætte eksempelvis denne liste af dokumentarer: Debattøren Emma Holten er ikke den rette til at lave dokumentaren om hekseprocesserne i Danmark 1540-1648, hvor tallet er kirkens omsætning omregnet til nutidsværdi. Den aktivistiske generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke, Tim Whyte, og den aktivistiske investeringsdirektør i Akademikerpension, Anders Schelde, er ikke de rette til at lave dokumentaren om starten på Danmarks olie- og gaseventyr i Nordsøen i i 1960erne og 1970erne, hvor tallet er omsætningen i A.P. Møller – Mærsk A/S dengang omregnet til nutidsværdi. Enhedslistens Pelle Dragsted er ikke den rette til at lave dokumentaren om stavnsbåndet 1730-1800, hvor tallet er herregårdenes omsætning omregnet til nutidsværdi. Formanden for regeringens medieansvarsudvalg, den tidligere Venstre-minister Søren Pind, er ikke den rette til at lave dokumentaren om trykkefrihedens gennembrud i Danmark 1770-1849, hvor tallet er de private mediers omsætning omregnet til nutidsværdi. Og nej, Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt er heller ikke manden til at fortælle Danmarks Radios 100-årige historie, hvor tallet er DRs omsætning 1925-2025 omregnet til nutidsværdi. Det kunne ellers være sjovt, for omsætningen – som mest er danskernes betaling til DR – rammer formentlig også mindst 400 milliarder nutidskroner og på kun 100 år – og det er tilmed beskattede nettomidler, så det faktiske tal er to-tre gange større. Jeg håber virkelig ikke, at DRs kommende dokumentar »Slave af Danmark« har tænkt sig at rode med tal igen. At dømme efter beskrivelsen af dokumentaren, som kaldes en »stjernespækket, gribende og barsk dramadokumentar«, kan man desværre frygte en ny omgang tendentiøs og aktivistisk tv fra DRs dokumentarafdeling. Thomas Bernt Henriksen er Berlingskes erhvervskommentator https://www.berlingske.dk/business/dr-har-sikkert-intet-laert-af-kryolitfadaesen-maaske-en-dokumentar-om-drs